Karin Thøgersen fik DGUs guldnål
Oprettet d. 18. marts 2024
Karin Thøgersen, tidligere formand for Hedeland Golfklub, fik DGU’s guldnål efter ni år i Dansk Golf Unions bestyrelse (på billedet herover ses hun sammen med DGU's formand, Lars Broch Christensen).
Dansk Golf Unions formand gav en tak fra talerstolen til Karin Thøgersen.
- Du er altid velforberedt, engageret og struktureret. Og du har klart bidraget med din viden om drift af en golfklub fra din store indsigt i driften af Hedeland. Men samtidig har du også haft evnen til at stige op i helikopteren og se tingene på det nationale niveau, sagde Lars Broch Christensen.
- Alting har sin tid. Jeg har brugt ni år i DGU, og det har været ni fantastiske år. Det har været spændende at være inde i maskinrummet, og bestyrelsesarbejdet har været en kæmpe fornøjelse, kvitterede Karin Thøgersen, der var formand i Hedeland Golfklub indtil for to år siden.