Banenyt maj 2023
Oprettet d. 26. maj 2023
Så er greenkeeperne færdige med anlægsarbejdet på den nye puttinggreen. Arealet er ca. 600 m2 og selve greenarealet bliver ca. 450 m2. Rundt om greenarealet bliver der et område med forgreen af semirough. Hele området er tilsået, og der er lagt automatisk vanding ned. I den kommende tid skal området vandes ofte, og vi har spærret nogle stier, da sprinklerne er svære at styre i vinden. Vi vander 2-3 gange dagligt så vækstlaget konstant holdes fugtigt. Vi håber, at alle frøene er spiret i løbet af 10-14 dage, og I vil kunne se et begyndende grønt skær. Herefter skal greenen gødes, topdresses og jævnes så den til efteråret kan klippes helt ned til greenhøjde, omkring 5-6mm i klippehøjde. Om det bliver muligt at tage arealet i brug i år, må tiden og heldet vise.
På banen har vi igen fået hjælp af en lille flok får. Der er 13 styk som i første omgang står imellem hul 12 og 13. Banen er allerede nu meget tør og inden længe vil vores fairways være gule, og I får ekstra rul på bolden. Det er den type vejr, vi skal forvente fremover med kolde og tørre perioder i foråret, og varme somre. Det er nye udfordringer for banen og greenkeeperne. Vi taler meget om vanding og pleje af banen for fremtiden i baneudvalget. Her prøver vi at forberede os på vejret, og hvordan vi skal planlægge driften så græsset giver en god bane.