Liddi er en af hverdagens golfhelte

Oprettet d. 23. september 2022

Liddi Børsting er en af de tusindvis af frivillige, der hver dag knokler for at holde de danske golfbaner spilleklar. Hun er netop blevet hyldet med prisen ”Hverdagens Golfhelte”, som Dansk Golf Union (DGU) uddeler i samarbejde med GF Forsikring.

 ”Hverdagens Golfhelte” er en pris til dem, der har gjort en ekstra frivillig indsats på golfbanen, og 12 frivillige ildsjæle fra hele landet har netop modtaget denne anerkendelse for deres frivillige engagement. Det foregik til Golfdagen, og en af prismodtagerne var Liddi Børsting, som gennem sit frivillige arbejde med "Golf Gavner Sundheden" har været med til at hjælpe folk med fysiske og psykiske udfordringer i Hedeland Golfklub. Og det var en stor overraskelse for hende at blive valgt ud blandt de mange frivillige.

Liddi Børsting (nr. 3 fra højre) sammen med de andre modtagere af prisen Hverdagens Golfhelte

- Det var en kæmpe overraskelse for mig at få at vide, at jeg var en af de 12, der skulle have prisen, og det betyder meget for mig, at jeg bliver anerkendt for det frivillige arbejde, jeg gør. Jeg har været frivillig igennem en del år nu, og jeg kan godt lide det der med at være med til at hjælpe, vejlede og guide de nye golfspillere – og så kan jeg godt lide at se, hvor glade de bliver for at få den hjælp, som jeg er med til at give, siger hun.Til Golfdagen kunne Liddi og de andre frivillige nyde en dag med undervisning af professionelle landsholdsspillere, konkurrencer og forkælelse i form af god mad.

På banen havde Liddi sin mand Jens med som caddie


De frivillige er uundværlige
Ofte er de frivillige selv golfspillere, som bruger alt fra få timer til en fuld arbejdsuge på frivilligt arbejde. Opgaverne kan være alt lige fra at være frivillig dommer til turneringer til juniorarbejde og vedligehold af klubhus og baner. Her uddyber kommerciel chef i DGU Søren Hvid, hvad de frivillige betyder for at få det hele til at fungere i klubberne.
- Nogle klubber er næsten udelukkende drevet af frivillige, så de betyder rigtig meget på mange forskellige områder – både i forhold til baner, klubhuse og forskellige aktiviteter, hvor de gør en kæmpe indsats. Det er vi meget glade og taknemmelige for, siger han.

Han fortæller videre, at idéen med at uddele ”Hverdagens Golfhelte” opstod i samarbejde med hovedpartneren GF Forsikring.
- GF Forsikring og DGU har mange af de samme værdier – og vi har haft et rigtig godt samarbejde om i fællesskab at give noget tilbage til de frivillige ildsjæle og anerkende dem for det arbejde, de gør. Og det handler ikke kun om dem, der var med til Golfdagen – det er jo alle de frivillige ude i golfklubberne, som vi anerkender her, siger han.
Det er første gang, at GF Forsikring og DGU uddeler ”Hverdagens Golfhelte”. Det er planen, at konceptet skal udvikle sig og køre i årene fremover.

Der skal lyde et stort og velfortjent tillykke med prisen til Liddi fra alle, der har deres gang i Hedeland Golfklub.