Foråret er på vej
Oprettet d. 5. april 2018
Vinteren har været mild i begyndelsen, men blev kølig i de sidste uger. Det ser nu ud til, at foråret kommer stille og roligt. Der er ikke svampeskader af betydning på greens, så vi får en god opstart på sæsonen 2018. Vi er begyndt at arbejde med greens, som bl.a. skal luftes, rulles, topdresses og eftersås, så de fremtræder jævne. Vi skal også tilføre lidt ”lawnsand”, som er jernsulfat og lidt kvælstof gødning. Denne tonic er med til at dæmpe mosangreb på greens. Når dette ”lawnsand” har ligget på greenoverfladen i 48 timer, skal det vandes, så det opløses, inden vi kan tillade færdsel på greens. Det betyder, at vi allerede nu skal have vand på vandingsanlæget igen og en tro på, at vinteren er ovre. Vejrudsigten ser fin ud i den kommende uge, og vi arbejder på at få greens i topform, og klar til åbningsturneringen. Banen er klar over middag fredag den 13. april. I de første par uger kan fra da af være lukket pga. frost til ca. kl. 9.30. Tider bestilt i golfbox før kl. 9.30 kan således suspenderes. Om det er med oplæg på fairway, med eller uden vognforbud, vurderer vi løbende, så følg med på hjemmesiden.
De ledige stillinger som greenkeeper er nu besat, og der kommer to nye medarbejdere på banen denne sæson. Jaimie Stirling begyndte i marts og Uffe har første arbejdsdag den 9. april. Desuden har vi ansat Tobias Danielsen, som greenkeeperelev. Det bliver spændende for alle, og især for Tobias.
Vi har stadig travlt med at fælde træer og med at rydde i mellem bevoksningerne. Denne opgave er vigtig, og vi er kontraktligt forpligtet i henhold til lejeaftalen med Hedeland Naturpark. Det er bestemt bedst, at vi bruger tiden nu til denne opgave, da vi ikke har tid længere fremme i golfsæsonen. Lige nu er vi fire ansatte i fuld gang. Bjarne lufter greens og klargør maskiner. Hans og Jaimie sår, gøder og river bunkers, så det hele forhåbentlig snart er klar til en god golfsæson.
Vi ses på banen
Jan Ebdrup