Golfsæson er også tordensæson!
Oprettet d. 29. maj 2016
I lyset af et par tragiske uheld med torden og lynnedslag i Europa i sidste uge er det på sin plads at minde om at også en golfbane kan være et farligt sted at befinde sig i tordenvejr. Golfsæson er også tordensæson. Og som golfspiller på relativt fladt areal ligner man en omvandrende antenne, der tiltrækker lyn.
Hvad skal man gøre? Hos DGU finder man følgende glimrende formulering: ”Hvis en golfspiller overraskes af et tordenvejr uden mulighed for at søge indenfor i et hus eller en bil, bør vedkommende søge til det laveste punkt i det nærmeste terræn og sætte sig på hug med samlede fødder og hovedet mellem benene. I denne stilling rager man ikke så højt op, og man rører kun jorden ét sted. Man skal passe på med at opholde sig tæt på træer, selvom det kan være fristende, da tordenvejr ofte bringer store regnbyger med sig.”
Husk at det er farligt at spille golf, når det lyner - søg væk fra golfbanen, når det trækker op til torden.