Blæst og fødselsdagsfest over Hedeland
Oprettet d. 30. maj 2015
Hårdt vejr til fødselsdagsfesten.
I folkemunde har man opført sig pænt, hvis det er godt vejr på ens fødselsdag. Vi kan jo vælge at sige, at den rigtige fødselsdag var den 27. eller vi kan sige, at vi ikke rigtig tror på den slags, for vejret gjorde en del væsen af sig i Hedelands 35 års jubilæumsturnering - og det rimer ikke med, hvor artigt et fødselsdagsbarn vi har været.
Og vejret spillede ind på scores. Den seje blæst gjorde det svært at styre boldene og der faldt da også både regn før og under spillet.
Men der er jo altid nogen der kan: I A-rækken lavede Svend Søhus Stauning 32 point og henviste Bjarne Helbo-Jensen med 28 point til 2. pladsen.
I B-rækken lavede Maiken Balzer 26 point på 2. pladsen og overlod førstepladsen til Mette Vest Simonsen med komfortable 29 point.
I C-rækken rakte Peter Fabers 29 point til 2. pladsen, mens Vagn Nymand Madsen tog sejren med 31 point.
Og i D-rækken kunne Steffen Hvams 31 point ikke stikke en Hans Regnersgaard , der igen har fundet melodien og lavede 32 point.
Der var 42 deltagere tilmeldt.
På Maglehøj blev der samtidigt afviklet en 9 hullers turnering under navnet: Maglehøj Jubilæumstræf. Her satte Anette Bræmer Erichsen alle mændene i feltet til vægs og vandt med suveræne 14 point.